Christian VII |
Dronning Caroline Mathilde
|
|
Kongens stamtavle | |
|
|
Kong Christian VII var ældste søn af Frederik V og dronning Louise. Født 29 januar 1749 på Christiansborg. Død 13 marts 1808 i Rendsborg af chok ved de spanske hjælpetroppers indmarch. Gravsat i Roskilde Domkirke 16 juli 1814 i Frederik V´s kapel.
ÆGTESKAB
Gift med Caroline Mathilde af England, datter af prins af Wales, Frederick
Ludvig, og prinsesse Augustea af Sachsen-Gotha. Caroline Mathilde var søster
til Georg III af England, og dermed kusine til sin mand som broderdatter til
Christian V´s første dronning, Louise.Caroline Mathilde blev født 22 juli
1751 i London. Viet ved stedfortræder (hertugen af York) på slottet St. James
i London i efteråret 1766. Den 8 november 1766 viet til Christian VII selv i
Christiansborg Slotskirke. Natten mellem 16 og 17 januar 1772 fængsledes
dronningen samtidig med Struensee ( som hun i et par år havde stået i forhold
til) og førtes til Kronborg. Den 6 april samme år blev Caroline Mathilde skilt
fra kongen ved dom, og den 31 maj afrejste hun med en engelsk fregat til Stade i
Hannover. Derfra gik turen til Celle. Hun døde der af kopper, den 10 maj 1775.
BØRN
1. Frederik,
født 28 januar 1768 på Christiansborg, senere Frederik VI.
2. Louise Augusta, født 7 juli 1771. Struensee var barnets far, men Louise
Augusta blev alligevel anerkendt som dansk prinsesse af blodet. Den 27 maj 1786
ægtede hun hertug Friedrich Christian af Augustenborg. Død 13 januar 1843. (
fra Louise Augusta nedstammer den senere tyske kejserinde Auguste Victoria i
lige linie i tredie led.
ELSKERINDE
I et par måneder sidst på året 1767 var Anne Cathrine Benthagen (
1745-1805) som gik under øgenavnet "støvlet-Cathrine) Christian VII´s
elskerinde. Hun havde en overordentlig uheldig indflydelse på majestæten. I
1768 forvistes hun fra København til Wandsbeck ved Hamborg.
Officielt regerede
Christian VII i 42 år, fra han som 17 årig kronprins i 1766 overtog tronen. Skønt
han kun var en spinkel og skrøbelig halvvoksen dreng, blev han umiddelbart
efter gift. Reelt var han faktist kun konge til 1769, da han blev åbenlyst
sindsyg. Majestæten led af fremadskridende ungdomssløvsind (skizofreni). Måske
var den virkelige baggrund for hans unormale driftliv (præget af vilde orgier på
Københavns bordeller og værtshuse) en brutal opdragelse i barndommen og den
tidligste ungdom. Før sindsygen tog overhånd, havde han imidlertid vist sig at
være både velbegavet og lærenem. Efter en længere udenlandsrejse vendte han
i 1769 hjem med sin læge, den tidligere stadsfysikus i Altona, J.F.Struensee.
Livlægen blev den ensomme, ulykkelige og meget unge dronnings elsker. Han blev
også far til datteren Louise Augusta.
Den 14 juli 1771 udnævntes Struensee til "gehejmekabinetsminister"
(statsminister). Han fik på 16 måneder gennemført ca. 600 love og
forordninger, ganske mange humane og fremsynede. Næsten alle Struensees love
blev ophævet, da enkedronning Juliane Marie og Ove Guldberg gennemførte et
statskup den 16/17 januar 1772, hvorved Struensee blev styrtet og senere
henrettet (den 28 april) under udøvelse af et middelalderligt ritual, der af
mange blev opfattet som uværdigt for en moderne kulturnation, men som
formodentlig har behaget hans fjender.
Allerede efter sin konfirmation i 1784 overtog kronprins Frederik (senere
Frederik VI), ved et nyt kup, den reelle magt.
Christian VII`s tid blev trods den svage monark alligevel på mange måder
betydningsfuld. Bl.a.indtjente dansk erhvervsliv store penge på
udenrigshandelen under Den nordamerikanske Frihedskrig fra 1770erne frem til
1783. Indadtil gennemførtes de store landboreformer, der nåede et højdepunkt
ved stavnsbåndets ophævelse i 1788 og bondestandens overgang til selveje. En
del af grundlaget for det moderne Danmark blev skabt i denne periode.